Få GREENSTAY mærket
Alle kan være med
Alle campingpladser og campingforhandlere i Danmark kan blive en del af GREENSTAY mærkeordningen.
De skal gennemgå en optagelsesproces og indbetale et beløb for at blive optaget.
Hvert 2. år skal campingpladsen eller forhandleren genoptages i mærkeordningen.
Priser kan ses længere nede på siden.
Processen
Processen for at blive optaget er enkel og transparent og har fire trin.
Trin 1
Campingpladsen eller forhandleren skriver til Camping Outdoor Danmark på info@campingoutdoordanmark.dk og anmoder om at blive optaget i GREENSTAY mærkeordningen.
De får herefter tilsendt et link til en kriterieliste, der indeholder en række kriterier fordelt på 6 verdensmål.
Trin 2
Campingpladsen eller campingforhandleren udfylder kriterielisten online via mobiltelefon eller laptop og sender tilbage til Camping Outdoor Danmark. Campingpladsen eller campingforhandleren skal svare ja eller nej til spørgsmålene. Hvis de kan svare ja til mere end 50% af spørgsmålene, er de kvalificerede til at blive optaget i mærkeordningen. Campingpladsen eller campingforhandleren skal også udfylde en udviklingsplan, der skitserer, hvad de allerede har gjort i forhold til bæredygtighed i form at konkrete tiltag, og hvad de planlægger for fremtiden. Udviklingsplanen for nye forhandlere kan ses HER. Udviklingsplanen for campingpladser kan ses HER.
Kriterielisten for campingpladserne er HER. Kriterielisten for campingforhandlere er HER. Du skal dog kontakte os for at få adgang til at udfylde den.
Trin 3
Camping Outdoor Danmark sender en konsulent ud til campingpladsen eller campingforhandleren for at inspicere og kontrollere om Campingpladsen lever op til kravene, og svarene passer til virkeligheden på pladsen. Campingpladsernes eller campingforhandlernes overholdelse af kriterierne vurderes af Camping Outdoor Danmarks autoriserede konsulenter.
Trin 4
Den samlede dokumentation fra campingpladsen eller campingforhandleren samt konsulenten bliver kontrolleret af Camping Outdoor Danmark. Hvis dokumentationen lever op til kravene, kan campingpladsen optages. Campingpladsen bliver faktureret et beløb for optagelse og får herefter dokumentation og markedsføringsmaterialer tilsendt, som viser, at de er en del af mærkeordningen.
Dokumentation og rapportering hvert andet år
Hvert andet år skal campingpladsen eller campingforhandleren genoptages i mærkeordningen. De skal vise, at de fortsat arbejder med bæredygtig udvikling. Det betyder, at de udfylder kriterielisten igen, så de kan vise hvordan de har udviklet sig. Når de udfylder anden gang, skal de opfylde 80% af kriterierne for fortsat at være del i mærkeordningen. Det vil sige, at kravene bliver højere anden gang, pladsen bliver genoptaget i mærkeordningen. De udfylder også udviklingsplanen igen og gør rede for hvad der er sket siden sidst i form af konkrete tiltag og hvad der er planlagt for fremtiden.
Opsummering: For at blive en del af GREENSTAY-mærkeordningen, skal pladsen opfylde minimum 50% af kriterierne inden for hvert mål det første år, og efterfølgende i år tre skal pladsen opfylde minimum 80% af kriterierne.
Camping Outdoor Danmark kan til enhver tid fratage medlemskabet af mærkeordningen, hvis campingpladsen eller campingforhandleren ikke længere opfylder kriterierne.
Priser for medlemmer af Camping Outdoor Danmark
Medlemmer af Camping Outdoor Danmark får optagelsen i GREENSTAY-mærkeordningen til en meget favorabel pris
Prisen er DKK 4.000,- per år. Det vil sige, at hvert år du/i er med i GREENSTAY betaler du/i en årlig ydelse til bæredygtighedsmærkeordningen. Pengene går til administration, konsulentbesøg, markedsføring og branding, samt udvikling af ordningen. Brancheforeningen tjener ingen penge på mærkeordningen.
Pris for ikke medlemmer
For ikke medlemmer af Camping Outdoor Danmark er prisen noget højere. Det koster DKK 8.000, – at blive optaget i GREENSTAY mærkeordningen. Herefter betaler de en årlig ydelse på DKK 6.000,-